Sommerfestival i Musikskolen
Lørdag d. 11. juni holder Frederikssund Musikskole ca. 5 timers Sommerfestival ved Elværket.
I Elværkets sal, i et stort telt på Elværkets P-plads og i Frederikssund Kirke holder Musikskolen sin Sommerfestival 2022.
Lørdagens festival begynder kl. 14 i salen med fællessang, præsentation af alle Musikskolens lærere og musik i blandede genrer spillet af Rytmusik-holdet, Blokfløjtekarrusellen, FM Strygerorkester og diverse solister.
Kl. 15.15 er der jazzband, blæserorkester og bigband i teltet, hvor også Musikskolens talentsangere ”The Sirens” er med som solister.
Kl. 16 er der Kirkekoncert med bl.a. Guitarorkesteret 6-Løberne, Musikskolens blokfløjte-ensemble og tværfløjte-ensemblet. Her kan man også møde Børnekor, Juniorsangere og teenagekoret T drops, og orgelet kommer i brug ved nogle af Musikskolens klaverelever.
Kl. 17 sættes der strøm til i teltet, og her lægger Rockkarrusellen ud med et par hits efterfulgt af andre bands fra Musikskolen.
Det er Musikskolens mange slagtøjsorkestre, der runder festivalen af på allermest swingende vis.
Musikskolen lover et musikalsk alsidigt program – fra klassisk, over dansk sang, folkemelodier, jazz og rock, og meget mere.
Alle er velkomne og der er gratis entré hele dagen.
Fotos Peter Price:
Jonathan og Rockkarrusellen, Guitarorkesteret 6-Løberne og Indigo, Bastian i FM Strygerorkester er nogle af de mange musikalske oplevelser, Frederikssund Musikskoles Sommerfestival byder på lørdag d. 11. juni