Frederikssund Musikskole

T drops på Tøjhusmuseet i København

Det var med stor succes, at Frederikssund Musikskoles performancekor for teenagers, T drops, medvirkede ved åbningen af Tøjhusmuseets udstilling "1864 - Afslutning og begyndelse" torsdag d. 6. februar. 

Efter taler af Nationalmuseets direktør,  Per Kristian Madsen og museumsínspektør ved Tøjhusmuseet, Jens Ole Christensen sang T drops "I Danmark er jeg født"  med tekst af H.C. Andersen. Derpå lavede T drops en dramatisk performance over Peter Fabers hit fra 1848, "Dengang jeg drog af sted". I 1848 gik det godt for de danske soldater i Sønderjylland, i 1864 gik det som bekendt forfærdeligt, og T drops skildrede denne forfærdelse. Pigerne faldt ganske enkelt om en efter én på det hårde museums-stengulv, til sidst stod kun en enkelt sanger tilbage. T drops sluttede med "Det haver så nyligen regnet" fra 1890.

Der var flere end 100 mennesker til stede ved åbningen, og der var tydelig begejstring at spore hos tilhørerne, ikke mindst hos tidl. forsvarschef Jesper Helsø, der syntes at være helt med på udgaven af "Dengang jeg  drog af sted"

De danske sange var arrangeret for T drops, violin, guitar og cello af Musikskolens guitarlærer og komponist, Jan Sommer, der selv spillede til sammen med violinisten Xenia Savery og cellisten Sylvia Nissen. Musikskoleleder Gitte Grarup introducerede og dirigerede sangene.

 

T drops 1
T drops og Nationalmuseets direktør, under dennes tale

 T drops 2
T drops og musikerne

T drops 3
T drops under fremførelsen af  "Dengang jeg drog af sted"