Frederikssund Musikskole
16. april 2018

Musikskolen er i gang med stort samarbejdsprojekt med kommunens 4. klasser.

 

210 børn fra tre folkeskoleafdelinger og deres lærere deltager i et samarbejdsprojekt om forestillingen ALBA med Frederikssund Musikskole.

 

Guitaristen og komponisten Jan Sommer er manden bag forestillingen ALBA, der fremføres tre gange på Frederikssund Gymnasium d. 25. april.

4. klasserne er ved at lære sangene på skolerne, Musikskolens orkester holder orkesterprøver, og om kort tid sættes det hele sammen over to projektdage på Frederikssund Gymnasium, hvor Musikskolens leder,

Gitte Grarup iscenesætter børnene, så der kommer et lille stykke dramatik ud af det.

ALBA handler om ”korsriddere”, som farer ud i verden og gør krav på at bestemme over andre, f.eks. befolkningen i en lille idyllisk landsby; landbyboerne lever deres stille liv, ”korsridderne” (eller hvad de nu er) gør krav på landsbyen og vil eje dens guld. Det kommer derfor til et slag, men det hele ender heldigvis med, at kærligheden vinder, da en ”korsridder” og en landsbybo forelsker sig. Alle, såvel landsbyboere som ”korsriddere” finder ud af, at de folk jo i virkeligheden vil det samme – at de som mennesker er ens - de danner regnbuens farver og lever i samhørighed…

 

Jan Sommer og Gitte Grarup har besøgt skolerne for at præsentere stykket for elever og lærere, og hjælpe med indstuderingen. Samtidigt øver Musikskolens elever og lærere i Musikskolens lokaler på Trekløverskolen afd. Falkenborg.

D. 23. april rykker musikerne på Gymnasiet og d. 24 om morgenen kommer de 210 børn fra 4. klasse deres lærere, så musik og sangtekster - og dermed handling - kan sættes sammen til en historie.

 

Det er 4. klasse fra Trekløverskolen afd. Græse og afd. Falkenborg og 4. klasserne fra Ådalens skole, der er sangere og skuespillere. ALBA orkesteret består af ca. 40 elever og lærere fra Musikskolen.

 

Onsdag d. 25. spilles tre forestillinger, kl. 11.30 for skolebørn og kl. 18 og kl 19 for de medvirkendes pårørende.

Hvis man gerne vil have oplevelsen - og ikke er pårørende til en medvirkende - kan man ringe til Musikskolen på 4735 1244; der er muligvis nogle få ledige pladser til forestillingen kl. 11.30


 

 

Foto:
Gitte Grarup

Billede fra slutscenen i ALBA,  fra forestillingens urpremiere i april 2016