Frederikssund Musikskole

Jubilæumscafékoncert i Elværket onsdag den 6. maj kl. 19

 

 

Cafékoncert som for 200 år siden i Elværket

Både Mozart, Händel og Haydn er på programmet, når Frederikssund Musikskole på onsdag d. 6. maj i anledning af Frederikssunds 200-års jubilæum holder "Cafékoncert som for 200 år siden" i Kulturhuset Elværket i Frederikssund.

Det er musikskolens dygtigste elever, der er på scenen ved denne helt specielle cafékoncert, og der bliver kun spillet musik, som er mindst 200 år gammel. Cafégæsterne vil blive diverteret med Haydns trompetkoncert og London-trioer for fløjter og cello, violinduetter af de gamle mestre, Mozart for to og fire hænder på klaver, arier fra Figaros Bryllup og Plasir d 'àmour i en udgave for saxofon og klaver. Saxofonen blev ganske vist først opfundet i 1840'erne og har således ikke en 200 årig historie, men for 200 år siden var helt almindeligt, at musikken blev udgivet og spillet for mange forskellige instrumentkombinationer, så den frihed tager musikskolen sig også.

Jubilæumscafékoncerten i Elværket starter kl. 19.00 og varer en times tid. Der er gratis adgang for alle interesserede, og Støtteforeningen for Frederikssund Musikskole sælger kaffe, te, sodavand og kage til yderst rimelige priser.