Kontakt

 

 MUSIK I JÆGERSPRIS

 

 

Finn Savery


 

Komponisten, pianisten og kapelmesteren Finn Savery fylder rundt denne sommer. Det markeres med en koncert på Jægerspris Slot den 16. juni kl.15 i Rebekkasalen

Finn Savery blev kendt i offentligheden allerede i 60erne med de sjældent succesrige musicals "Frihed det bedste guld" (med Erik Knudsen), "Teenagerlove" og "Bal i den borgerlige" (med Ernst Bruun Olsen). Finn Savery har helt fra sine unge år beskæftiget sig med både jazz og klassisk musik og ofte stilet mod en naturlig syntese af de to former.
Fra sin konservatorietid har han skrevet soloværker, kammermusik og musik for større ensembler og sideløbende skrevet musik til sin trio, som bestod og består af landets fineste jazzmusikere. I de forskellige udtryksformer fornemmer man den samme stemme: Cool, destinkt, venlig, følsom, både søgende og lysende klar, - men også isprængt en egen tør humor.
Finn Savery har kastet lys og klare farver ind i et svært tilgængeligt terræn. Sådan lød karakteristikken, da han i 2011 modtog Carl Nielsen Legatets hæderspris. Han er tillige hædret med Statens livsvarige kunstnerydelse.

Hils på "fødselaren"

Programmet i Jægerspris består udelukkende af Finn Saverys musik: Strygekvartet nr. 3, Kvintet for guitar og strygekvartet, 3 Danske sange for klaver, bas og trommer, samt oktetten Interplay for strygekvartet, klaver, trommer og 2 basser. Koncerten byder også på en uropførelse af værket ”Et Vejr-skiftende” for violin og guitar.
Finn Savery tager sig selv af tangenterne og har allieret sig med sin trofaste bassist Mads Vinding, sammen med musikere med tilknytning til Frederikssund Musikskole og Frederikssund Symfoniorkester. Det er Claus Kaarsgaard på bas, Jens Stoklund på trommer, og "Ensemble Frederikssund", der består af guitaristen Jan Sommer, Sara Blankholm og Xenia Savery på violiner, Syssen Kappel, bratsch og Katrine Munk-Rasmussen, cello.
I pausen er der lejlighed til at nyde et glas vin og hilse på "fødselaren" og de øvrige musikere.
Projektet er støttet af Dansk Komponist Forenings Produktionspulje og KODA's Nationale Midler, Kunstrådet og Kong Fr.VII’s Stiftelse, og er arrangeret af Musik i Jægerspris

Billetter kan reserveres på lk225@lic-mail.dk., samt købes i Thinghøjs Boghandel i Frederikssundsund, Jægerspris Konditori, samt ved indgangen fra kl. 14.

 

 

 

 

 

 

 

Nyheder

Nyhedsservice

Abonnér på nyheder fra hjemmesiden.

Printet fra /Nyheder/Fødselsdagskoncert